Hvad går det der kontingent egentlig til?

Jeg ved, du kender det: Du er medlem af en fitnesskæde, men du får ligesom ikke value for money – du bruger bare ikke det medlemskab. Så en dag melder du dig ud.

Og for at være hudløst ærlig: Min virksomhed, Magenta, har været medlem af IT-Branchen i 20 år – mere eller mindre uafbrudt – og jeg skal hilse og sige, at kontingentet ligger i den høje ende, hvis vi sammenligner med fitnesskæder. Derfor har jeg flere gange overvejet at melde mig ud. Men jeg har holdt fast, fordi de både er søde og dygtige. 

Men i går, den 2. september, fandt jeg ud af, hvorfor jeg betaler kontingentet. Sammen med 12 andre it-ledere havde IT-Branchen inviteret mig til rundbordssamtale med digitaliseringsministeren. Temaet var – tadaaa! – digital suverænitet, og vi fik lektier for: Læs op på ITB’s pjece ‘Digital suverænitet – perspektiver og anbefalinger’! Der er tale om en ‘hands-on’-pjece. Og så står der open source og åbne standarder flere steder. Fx:

Vi er nødt til hurtigt at få kortlagt vores strategiske sårbarheder samt udarbejde en vision og plan for at realisere digital suverænitet – både på kort og længere sigt. Vi skal både undersøge og understøtte brugen af alternativer fra europæiske leverandører, øge brugen af open source

og: “Styrkelse af Europas digitale suverænitet indebærer også, at alternative modeller og tilgange til udvikling og anvendelse af digitale teknologier skal undersøges, samt hvor det er værdifuldt, understøttes; fx øget brug af open source, åbne standarder, globale-lokale partnerskaber og tværnationale initiativer som EuroStack-initiativet

Og så skal der ifølge ITB laves en “første hastende indsats, samt en 3-5-års plan, der på baggrund af analyserne, skal anskueliggøre en transformation af den digitale infrastruktur, der styrker den digitale suverænitet [herunder]: Igangsætte en konkret afprøvning af allerede tilgængelig dansk og europæisk teknologi på udvalgte områder, så alternativer til eksisterende løsninger og infrastruktur kan vurderes.”

Når IT-Branchen laver 5-årsplaner (rolig nu, Josef S…) så bliver det spændende. Og der lægges op til nye møder og fortsat fokus på emnet. Jeg synes, der var forståelse hele vejen rundt for, at dette tager tid – lang tid – og at vi ikke skal slippe grebet om den digitale suverænitet. Det her glæder jeg mig virkelig til – og til at samarbejde med de gode folk på Islands Brygge. Det her kan blive godt

Link til ITB-pjecen ‘Digital suverænitet – perspektiver og anbefalinger’: https://itb.dk/wp-content/uploads/2025/06/digital-suveraenitet-it-branchen-udspil-2025.pdf